Når aftensmaden herhjemme skal være af lidt lettere karakter, laver jeg gerne en version af den franske caféklassiker Salad Nicoise (= salat fra Nice) Den hitter hver gang. Og så mætter den godt, da man får protein fra både æg og tun.
Salad Nicoise
2 pers.
Det skal du bruge:
Frisk spinat – gerne kombineret med romainesalat
Gode stilktomater
Løg
2 kogte æg
1 god dåse tun
Solsikkekerner + salt
Oliven – gerne græske kalamata
Til dressing:
1 lille fed hvidløg
1,5 tsk dijonsennep
2 spsk olivenolie
1 spsk balsamicoeddike
1 tsk ‘tynd’ soya sauce, f.eks. Kikkoman
1 spsk vand
Friskkværnet peber
Varm en pande, og smid en god håndfuld solsikkekerner på. Tilsæt salt, og rist kernerne til de er gyldne. Køles af.
Pres hvidløget, og rør dressingen sammen. Smages eventuelt til. Synes du, den mangler sødme, kan du røre lidt honning i.
Vask spinat og tomater, og pil løget. Tomaterne skæres i både, og løget hakkes groft.
Æggene pilles, og tunen dryppes af. Har du købt tun i vand, kan du eventuelt vende den i en god, koldpresset olivenolie.
Anret nu to tallerkener med salat, et æg delt i kvarte og tun. Herligheden toppes med kalamataoliven, sprøde solsikkekerner og dressing.
Velbekomme!