Guide: Nordlædervest

Bor man som undertegnede i Københavns nordvestkvarter, er det fristende at tage mod centrum eller en af de lidt mere spændende ‘broer,’ når der skal nydes mad og drikke. MEN. For der er et men. Nordvest har en masse at byde på, hvis bare man ser lidt nærmere efter. I får her mine NV-favoritter:


Københavns måske bedste brunch

Måltid

Møblementet på Måltid bærer i stor stil Ikea-logo, og lyskrydset ved Bispebjerg Torv, hvor cyklister og biler kører forbi, hører ikke just til forestillingen om en dejlig udsigt. Maden, derimod, giver dig al mulig grund til at besøge Måltid.

Her bliver tingene lavet fra bunden, og et måltid på Måltid er ganske enkelt lig med kvalitet og velsmag. Prøv endelig deres brunch en dag, hvor du kan nyde deres hjemmelavede hønsesalat med hvidvinsdampet champignon, skalotteløg og æbler. Eller den skønne hummus, der er toppet med sprøde jordskokkechips. Pandekagerne skal du også nok blive fan af. Jeg er – og jeg er ellers ikke den store pandekagespiser.

En brunchtallerken koster 165 kroner inkl. hjemmebagt maltbrød, æblemost og (god!) kaffe eller te. Du kan også købe en mindre brunchtallerken til 98 kr.

Besøget kan jo passende kombineres med en gåtur i grønne omgivelser på Bispebjerg Kirkegård.

Måltid
Bispebjerg Torv 2
maltid.dk


Dejlig kaffe til en billig penge

Provstevej 10

Foto: provstevej10.dk

Provstevej 10 er egentlig et kontorfællesskab. Her sidder DZ-015 aka. Martin Dalgaard og Stefan Ravn, der i fællesskab skaber designløsninger til tryk og web, og Balder Brøndsted, der står bag eventmageriet Legefabrikken. Men du kan også bare komme forbi kaffebaren til en dejlig kop morgen- eller formiddagskaffe. Du kan endda tage den med dig.

Trods rigtig god kvalitet, skal du kun slippe en 10’er for en kop velbrygget filterkaffe. Latten får du for den nette sum af 25 kr.

Provstevej 10
www.provstevej10.dk


Ærlig gourmetmad – lige om hjørnet

SWAG

Et sted, der virkelig har løftet området omkring Utterslev Torv, er SWAG. Thomas og David har på kort tid skaffet sig en fast skare af kunder, der som jeg selv elsker, at man kan få gourmetmad lokalt. Det, de laver, virker bare: Forholdsvis simple retter med skønne smagssammensætninger og hyggelige, intime rammer – lige om hjørnet. Tre-retters menu: 295 kr. i skrivende stund.

Gutterne har desuden åbnet café i lokalerne ved siden af, hvorfra de sælger kaffe, delikatesser og diverse takeaway.

SWAG – Simple Wine And Gourmet
Skoleholdervej 50
www.swag-restaurant.dk


Hygge og italiensk velsmag

TribecaNV

Veltilberedt, italienskinspireret mad til en rimelig penge. Her er ikke tale om rocket science, men det, man får, er velsmagende og lavet på gode råvarer. Og så er indretningen hyggelig og rar. Stolene er dog lidt hårde, så bliver du siddende længe, får du en øm bagdel med i prisen. Bestemt et besøg værd. En ret koster 150 kr – til gengæld koster to retter kun 200 kr, og tre koster 250.

Du kan desuden hente sprøde pizzaer til takeaway.

Tribeca NV
Bygmestervej 2
www.tribecanv.dk


Autentisk takeaway

VietThai
Er du træt af Just-eat-bestillinger, hvor smag og kvalitet skuffer, må du en tur forbi Frederiksborgvej. Her har jeg flere gange hentet mad, når overskuddet til kokkerering var lig nul, og hver eneste gang er jeg er blevet gladeligt overrasket over den autentiske smag og gode kvalitet.

Prøv f.eks. nr. 22, vietnamesisk risnudelsuppe med oksefilet. Suppen er super simpel, men der er så meget lækkert tilbehør i form af frisk koriander og mynte, løg, bønnespirer, chili og lime, at man bliver helt glad indeni. Og der er rigeligt af den. Suppen koster 68 kroner, og der er faktisk nok til to. De laver også en fantastisk og rustik oksekødssalat (nr. 24) med lækkert kød og en fiskesauce-dressing, der giver mig lyst til at drikke af foliebakken for at få det hele med. Du kan også roligt bestille en af deres karryretter.

Et virkelig godt bud på takeaway. Og et godt eksempel på, at man ikke kan bedømme et spisested ud fra deres valg af facademaling.

Viet Thai
Frederiksborgvej 81
www.vietthai.dk


Et slag pool og en kaffe fra Irland

NyKro

Er det torsdag, fredag eller lørdag aften, og er der bare lidt for langt ind til byen, så smut på kroen! Ved Utterslev Torv er der gratis pool og billard, 90’er musik i højtalerne og irish coffee til 35 kr. Så hvis du godt kan se charmen i at dele værtshus med et par middelaldrende stamgæster, er her rig mulighed for en herlig aften.

Ny Kro
Utterslev Torv 6

Har du selv nogle NV-tips, må du endelig dele i en kommentar!

logoKat

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.