Sommeren har budt på regn både i dag og i går. Går man som jeg og skrænter lidt, kan man derfor godt komme i suppehumør, selv på en søndag i juli.
Da der stod en dejlig kasse fra Kiselgaarden foran min dør til morgen, var det jo nærliggende at lave suppe af nogle af grøntsagerne herfra. Det er simpelthen så super smart med de kasser. Man vil jo gerne have brugt de gode grøntsager, mens de er friske, så man tvinger ligesom sig selv til at spise noget mere grønt. Jeg gør i hvert. Snedigt trick;)
Nå, men i kassen var blandt andet nye gulerødder og en sjov slags koriander med nærmest dild-agtige blade og hvide blomster. Begge dele kom i brug i anledning af suppelyst og regn, og i selskab med kokosmælk, hvidløg, ingefær og chili fik jeg lavet en rigtig velsmagende suppe, der både er frisk og cremet.
Selv bornholmeren, der ofte skæver lidt skeptisk til maden, når der ikke er kød indblandet, slubrede en gul skålfuld (og en til) i sig med stort velbehag;)
Portionen her giver nok til to.
Det skal du bruge:
350 g skrællede gulerødder
1 løg
3 fed hvidløg
1 tyk tommelfinger ingefær
Frisk eller tørret chili efter smag (kan også udelades)
2 tsk herbamare urtebouillon – eller bare grøntsagsbouillon
3,5 dl kogt vand
1 ds god kokosmælk
Lidt ris- eller vineddike
Frisk koriander
Hakket løg og hvidløg svitses let i en gryde med olivenolie. Herefter tilsættes finthakket ingefær, chili og gulerødder i grove tern. Lad grøntsagerne stege lidt videre. Tilsæt så kogende vand, bouillon og kokosmælk, og lad det hele koge ved middelvarme i 15 minutters tid.
Suppen hældes herefter i blenderen. Lad gerne noget af væsken være tilbage i gryden, så der ikke pludselig står kogende suppe ud over det hele. Portionen fylder lidt rigeligt i en blender. Det essentielle er, at alle ‘klumperne’ kommer med.
Når gulerodssuppen er blendet ensartet og cremet, kommes den tilbage i gryden, varmes igennem og smages til med eddike – jeg brugte ca. 2 tsk riseddike. Har du en citron til rådighed(her var jeg selv løbet tør) kan du også give suppen lidt syre med saften herfra i stedet.
Toppes med frisk koriander ved servering.
Velbekomme!
Har lige nydt en skål af ovenstående, og jeg er mæt og tilfreds. Tricket med hvidvinseddike satte altså lige prikken… Nem! 🙂 Knus!
Dejligt, Nina! Godt at vide, at opskriften også virker for andre. Herhjemme er det jo bare mig selv(og Nicolas), der kan teste;)
Håber alt godt med vejret, dig og mavsen <3