Hyldeblomstsaft fra Utterslev

Hyldeblomstsaft
De sidste par uger har jeg frydet mig, hver gang jeg og mine næsebor har passeret en hyld. Træet står lige nu i fuld flor, og den skønne duft fra dets fine, hvide skærme spreder sig gavmildt i luften, når man nærmer sig. Jeg har derfor også glædet mig til igen i år at lave hyldeblomstsaft. Den aromatiske sommerdrik er ligesom bare helt sin egen.

På en gåtur i Utterslev Mose fik jeg høstet hele 60 skærme til formålet, og resultatet er som altid meget tilfredsstillende.

Opskriften jeg her vil dele tager udgangspunkt i versionen fra good old ‘GOD MAD – LET AT LAVE’ – jeg har dog lavet lidt småjusteringer. Jeg anbefaler en dobbeltportion. Den giver tre fyldte patentflasker plus lidt ekstra.

Det skal du bruge:
30 hyldeblomstskærme
3 citroner
1 kg rørsukker
1 liter vand
1 brev citronsyre (30 g)
Atamon til konservering

Hyldeblomsterne rystes fri for insekter m.m. Herefter klippes stilkene af – de er bitre, så dem vil du ikke have med i din saft. Skær citronerne i tynde skiver, og fordel dem sammen med blomsterne i en stor gryde.

Kog så vand, sukker og citronsyre sammen (sukkeret skal være opløst) og hæld det over blomster og citroner. Rør rundt.

Læg låg på gryden, og stil den et koldt sted i tre-fire dage. Jeg havde ikke plads i køleskabet, så mine gryder stod i skyggen på min altan, og det fungerede fint. Rør i gryden dagligt.

Når saften har trukket, sies den gennem et klæde – et gammelt viskestykke er helt fint. Jeg lagde viskestykket over et dørslag, så jeg havde lidt mere kontrol med det, når jeg hældte. Pres/vrid al saften ud af viskestykket – vi kan ikke have, at noget går til spilde;)

Skold nogle glasflasker, og ryst så et skvat Atamon rundt i flaskerne – med lukket låg, så det også får en tur. Atamonen hældes ud igen. Saften kan nu hældes på flasker og forsøde din sommer.

Saften blandes i forholdet 1:5 eller efter smag.

Tip! Saften kan også blandes med kogt vand til en varm version.
Eller hvad med at tilføje bobler i form af danskvand?

Flasker

Blomster

Hyldeblomstsaft_oppefra2

logoKat

Leave a Reply