Copenhagen Street Food: Madmekka med kant

Copenhagen Street Food

På Papirøen i Københavns havn ligger Copenhagen Street Food. En hal fyldt med stande, der serverer veltilberedt global gademad. Du finder alt fra italiensk charcuteri over japanske nudelretter til økologisk gourmethotter. Sidstnævnte fik jeg selv fornøjelsen af, da jeg sidste weekend besøgte det gamle papirlager for første gang.

Der emmer af stemning i madhallen. Den glade summen fra stedets mange besøgende blander sig med DJ’ens herlige retro-rytmer, mens både øjne og næsebor fristes af den ene madoverraskelse efter den anden. En tur ned ad Mælkevejen, Halmvejen og Tyregangen gør det tydeligt, at min stakkels mave slet ikke kan rumme alle de spændende retter, jeg har lyst til at smage…

Copenhagen Street Food
Foto: Copenhagenstreetfood.dk

Copenhagen Street Food slog dørene op allerede i april 2014, og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg ikke har besøgt stedet noget før. Her er helt unikt. Med fokus på bæredygtighed har man bygget madboderne af gamle metalcontainere og genbrugsmaterialer. Enkelte bikse er indrettet i campingvogne fra en forgangen tid. Der er finurlige detaljer at få øje på overalt.

En stor, rustik kamin i spiseområdet – her hvor man tager sit måltid med hen, når man endelig har besluttet sig for, hvad man vil sætte tænderne i – underbygger bare charmen ved det hele.

Og så ruinerer en portion mad dig altså ikke. Mindst et måltid i hver bod skal koste en 50’er eller derunder. Man kan derfor sige, at det her er Torvehallerne til en bedre penge.
– Og med meget mere personlighed og kant!

Næste gang, jeg skal af sted – for det skal jeg helt sikkert – tror jeg, jeg vil slutte af med et besøg hos ‘Istid.’ Her spottede jeg noget så fristende som White russian-is! :p

If you fear change

SilverStreak

Nice to know
Du kan besøge Copenhagen Street Food onsdag til søndag. Kaffebaren åbner kl. 10, madboderne kl. 12.

Tager du derud på en hverdag, så grib da lige chancen for at hoppe på havnebus 993! Den sejler direkte til Papirøen fra Nyhavn.

Lørdage i december kan du samtidig få tilfredsstillet din indre loppe-trold og måske få klaret nogle julegaver? Rita Blå’s Lopper afholder julemarked netop her.

Copenhagen Street Food
Trangravsvej 14, 1436 København K

logoKat

Leave a Reply