Byder julen på lidt rigeligt af marcipankonfekten, er her et virkelig godt alternativ. Sprød karamel i selskab med mørk chokolade og knust pebermyntestok spiller bare, og den føles ikke nær så tung i den i forvejen lidt pressede julemavse.
Inspireret af engelsk toffee har jeg lavet denne opskrift til det smukke julenummer af Boligcious Lookbook. Jeg synes dog ikke, I skal snydes for opskriften her på bloggen. Det er på ingen måde sidste gang, jeg selv har lavet denne knasende, nærmest Daim-agtige karamel, og lur mig, om ikke den bliver en fast del af december-repertoiret fremover.
Udover noget ventetid i den sidste ende er her tale om en gang juleknas, der er ret hurtig at tilberede. Det behøver ikke tage mere end et kvarters tid.
Det skal du bruge:
250 g rørsukker
250 g smør skåret i tern
1/4 tsk salt
175 g mørk chokolade, hakket eller overtræksknapper
50 g julestokke, knust
Smør, sukker og salt kommes på en pande ved middel varme. Rør konstant rundt, indtil smørret er smeltet, og det hele er blevet ensartet og karamelfarvet. Det tager formentlig omkring 10 minutter, måske lidt mere. Jeg selv blev noget så utålmodig i processen, men vigtigt er altså, at massen er blevet fin karamelbrun – først her får du den rigtige smag af karamel.
Spred straks karamelmassen i et jævnt lag på en plade med bagepapir. Lad karamellen køle lidt af og sætte sig, og drys så chokoladen over den varme karamel. Efter et par minutter er chokoladen smeltet, og du kan fordele den med en kniv. Drys pebermyntekrymmel på, og lad karamellen køle helt af og størkne.
Herefter brækkes karamellen i mindre stykker og er klar til servering.
Opbevares i lufttæt beholder – hvis de da når så langt..;)