Grove samosaer med feta og spinat

Samosas

Sommer er lig med udeliv. Man har slet ikke lyst til at være inde, og årstiden nydes gerne i haven, på et tæppe i parken eller – hvis vi da er så heldige med vejret – på stranden.

Det kan derfor være lækkert med noget hjemmelavet, der er lige til at tage med og som er – i hvert fald tilnærmelsesvis – sundere, end hvad man kan købe i diverse takeaway-bikse. Og ikke mindst billigere!

De her grove samosaer er et godt bud på en tag-med-hjemmefra-spise til din sommer. Jeg har i noget tid eksperimenteret med at få både brød og smag lige, som jeg ville have dem. Trekanterne skulle helst smage som nogle, min mor og jeg ofte købte i en tyrkisk grønthandler i Svendborg, hvor jeg kommer fra. Jeg synes jeg har ramt rimelig godt. Uanset er her tale om nogle lækre brød med fyld, som du roligt kan tage med på picnic.

Opskriften giver 6 store samosaer, der sagtens kan gøre det for et frokostmåltid.
…med mindre man er meget stor og MEGET sulten, måske.

Det skal du bruge:

Dej:
425 g hvedemel
225 g grahamsmel
2 tsk salt
2 ½ dl vand
1 3/4 dl olivenolie

De tørre ingredienser blandes, og vand + olie tilsættes. Ælt det hele sammen til en dej, og sæt den i køleskabet, mens du laver fyldet.

Fyld:
3 fed hvidløg, finthakket
1 løg, hakket
En lille gulerod skåret i små tern
9 soltørrede tomater – dem i olie – skåret i tern
125 g frossen, hakket spinat
1 tsk tørret oregano
1 håndfuld frisk persille, hakket
300 g fetaost skåret i tern

Æg til pensling
Nigellafrø

Løg, hvidløg og gulerødder svitses på en varm pande i olivenolie. Herefter tilsættes soltørrede tomater, frossen spinat og oregano, og det hele vendes rundt, til spinaten er optøet. Tilsæt fetatern og persille, og vend det hele rundt. Sluk for varmen.

Jeg anbefaler, at du køber et stort stykke feta a la denne her. Osten smager så meget bedre og er meget mere cremet end de kedelige tern på bøtte.

Puck

Tænd ovnen på 200 grader ved varmluft.

Dejen deles i seks lige store dele. Du behøver ikke bruge ekstra mel – dejen er tilstrækkelig fed til, at den ikke hænger i;) Hver del formes til en kugle – så er den nemmere at få rund, når den rulles ud.

Rul en klump af dejen tyndt ud, så den er rund og på størrelse med en tallerken. Læg en sjettedel af fyldet i midten – gerne i en trekant, så det passer til formen. Fold så ‘kanterne’ indover midten tre steder, så det danner en trekant. Hjørnerne foldes tæt, så brødet ikke er åbent. Læg det på en bageplade med papir.

Gentag proceduren på alle seks samosaer, der til sidst pensles med pisket æg og drysses med nigellafrø. Sidstnævnte må du endelig ikke snyde dig selv for. De smager fantastisk og kan bruges i alle mulige retter. Prøv f.eks. at drysse dem på din Tikka Masala

Samosaerne bages i 20-25 minutter, eller til de er gyldne.

Velbekomme!

Grov samosa

Tip! Du kan også komme fyldet i filo- eller butterdej. Lav evt. flere små trekanter.

logoKat

One thought on “Grove samosaer med feta og spinat

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.