Sommersalat med hyldeblomstdressing

Sommersalat med hyldeblomstdressing

Jeg har i noget tid haft lyst til at eksperimentere med hyldeblomstsaft i en dressing. Og med en flaske af den hjemmelavede slags i køleskabslågen og friske, danske grøntsager i skuffen var her jo alle muligheder for en rigtig sommersalat. Den blev fyldt med knas og sprødhed, og dressingen er et forfriskende alternativ til den vinaigrette-agtige olie-eddikedressing, jeg ofte rører sammen.

Jeg tænker, at hyldeblomstdressingen også vil være god til en simpel salat med sommerspidskål. Det vil jeg prøve næste gang.

Portionen her er til en person.

Det skal du bruge:
1 stor håndfuld spæde spinatblade
5-6 små majroer
¼ agurk
1 håndfuld friskbælgede ærter
7 mandler

Dressing:
2 spsk koncenteret hyldeblomstsaft – helst den hjemmegjorte
1 spsk hørfrøolie
1 tsk lys eddike
Et drys vanillepulver
Et par blade citronmelisse – kan udelades.
Friskkværnet peber + lidt flagesalt

Citronmelissen hakkes fint, og dressingen røres sammen. Jeg brugte riseddike. Smages til med salt og peber.

Grøntsagerne vaskes, og majroerne skæres i helt fine skiver. Agurken skives også. Salaten blandes og toppes med grofthakkede mandler.

Dressingen hældes over lige inden servering.

Velbekomme!

salat_majroe_ærter

logoKat

Leave a Reply