Bøf fra Paris

Bøf fra Paris

Her til aften fik vi en herlig klassiker, nemlig pariserbøffen. Den virker bare hver gang. Jeg elsker samspillet mellem de søde-syrlige rødbeder, de salte kapers, de skarpe løg og den stærke peberrod. Jeg laver dog nogle justeringer, der afviger fra originalen, og I får her Katrine-versionen.

Oprindeligt steges bøffen direkte på brødet på panden. Det synes jeg er noget gris, så mit brød får altid en fedtfri tur i risteren, mens bøffen bliver stegt. Herudover bryder jeg mig ikke om rå æggeblomme, der ellers skal på toppen. Den erstatter jeg med et spejlæg, og det er nu slet ikke tosset.

Har du ikke fået din hakkebøf sådan her før, synes jeg, du skal give det en chance.

Pariserbøf
2 pers.

Det skal du bruge:
400 g magert hakket oksekød
2 skiver groft sandwichbrød
2 æg
Løg
Syltede rødbeder
Kapers
Revet peberrod
Salt + peber

En passende mængde løg finthakkes, og ditto rødbeder skæres i tern. Herefter formes kødet til to gode bøffer, der steges på begge sider. Stegetiden varierer efter temperament. Jeg vil have min gennemstegt. Lav gerne bøfferne godt brede, så de passer til brødet. Krydr med salt og peber.

Imens varmes en anden pande med olie eller smør, og her slås æggene ud til spejlæg. Brødet ristes.

Fundament, pariserbøf

Når de forskellige sager er klar, bygges der: Bøffen lægges på brødet, spejlægget på bøffen. Og så er det ellers med at toppe med alle de gode sager: Løg, rødbeder, kapers og peberrod. Jo mere jo bedre, er min strategi. Sæt gerne fyldet ind i skåle, så man kan fylde på efterhånden. Peberroden skal man ikke være bange for – det er for mig ikke en rigtig pariserbøf, hvis ikke jeg får lidt tårer i øjnene;) Slut af med lidt saltflager og et tvist med peberkværnen.

Velbekomme!

Pariserbøffer

logoKat

One thought on “Bøf fra Paris

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.