Med en krydret tomatsauce og revet grana padano på toppen endte jeg ud med en helt hæderligt pasta-agtig ret. Men man kan jo toppe squash-spaghettien med, hvad man har lyst. En gang Bolognese ville heller ikke være et dårligt bud.
Nå, men tilbage til spaghettisquashen og tilberedelsen af den. I sådan en fætter er der i øvrigt nok til tre personer. Tænd din ovn på 200 grader varmluft. Vask squashen, og skær den i halve. Med en ske fjernes kernerne i midten, og når ovnen har sin temperatur, lægges begge halve på en plade med bagepapir med skallen opad. De skal nu bage i 30-35 minutter.
Imens laves tomatsaucen. Hertil skal du bruge:
Olivenolie
2 dåser hakkede tomater
1 løg
4 fed hvidløg
2 tsk rørsukker
Frisk rød chili efter smag – saucen skal gerne bide lidt
En stor håndfuld frisk basilikum
Salt + peber
Løg, hvidløg og chili hakkes fint og steges i olien, til løgene er blanke. Herefter tilsættes tomaterne, og saucen bringes i kog. Kom så hakket basilikum og rørsukker i. Smag til med salt og peber. Lad saucen simre videre, mens ‘spaghettien’ tilberedes.
Tag de to halvdele ud af ovnen og lad dem køle lidt af. Herefter skrabes alt kødet ud med en gaffel. Det er faktisk lidt sjovt;) Du kan skrabe helt ned, til der kun er skal tilbage. Kom det i en skål, og rør en klat smør i. Smages til med salt og evt. peber. Spaghettisquashen har en let sødlig, næsten nøddeagtig smag – det er slet ikke tosset. Server squash-spaghettien med den varme tomatsauce og revet grana padano.
Velbekomme!
Det er i øvrigt sådan en her, du skal lede efter, hvis du vil have fingre i den sjove grøntsag: