Nå, men i al sin enkelthed er her tale om bearnaisesmør – den har du nok allerede regnet ud, overskriften taget i betragtning. Du bruger det som kryddersmør på din bøf eller måske til en bagt kartoffel. Hvem ved? Måske den danske sommer byder på endnu nogle solskinstimer, så det kan gøre dig selskab til en grillaften? Mine grillgæster, der også blev testkaniner, var i hvert fald meget glade for det hjemmerørte smør. Du kan derfor roligt kaste dig ud i den.
Det skal du bruge:
200 g blødt smør
1 brev Knorr Bearnaise
Eddike
Estragon
Salt + peber
Rør smørret blødt og ensartet, og tilsæt så bearnaise-pulveret. Herefter tilsatte jeg cirka 1 spsk tørret estragon – har du adgang til noget friskt, må du endelig bruge det, men den tørrede gør det nu helt okay. Smag så til med eddike. Jeg brugte riseddike, og endte nok med at tilsætte 1 spsk. Men prøv dig frem. Der er garanteret forskel på eddike og på, hvor ‘sure’ de er. Smag til sidst til med lidt salt og peber.
Det bløde smør fyldes nu i en form af en art og stilles på køl. Jeg brugte en rund plastikbøtte med låg. Og ja, jeg har kun afbilledet det halve;)
Du bruger formentlig ikke hele portionen på en gang, så del den gerne i to, når smørret er stivnet. Jeg har haft held med at opbevare det på frost, så hvis blot det tages ud i god tid før servering, kan du jo have glæde af det af flere omgange;)
Velbekomme!