Egentlig skulle dadlerne have haft selskab af cashewnødder og mandler, men jeg blev altså lidt nærig ved tanken. I stedet kom jeg i tanker om posen med de (noget billigere) peanuts, og noget der egentlig bare var et desperat forsøg på at frembringe noget, der smagte bare en smule syndigt, endte med nogle vildt lækre kugler, der unægtelig smagte af Snickers. I kid you not! Selv min kæreste var fan. Og han er ellers temmelig skeptisk, når der går for meget ‘helse’ i den…
Snickerskuglerne er ultra nemme at lave, og kræver kun tre ingredienser. Bare se at komme i gang! Opskriften her giver cirka 25 kugler.
Det skal du bruge:
100 g peanuts (ja, dem med salt!)
125 g bløde dadler uden sten
En stor spsk kakao
Finthakkede peanuts til pynt
Kom peanuts i en blender og kør, til de er finthakkede og til sidst klumper sammen. Smid dadlerne på et skærebræt, og hak dem fint, så du har en snasket masse. Begge dele kommes i en skål med kakaopulveret og æltes til en samlet, jævn masse. Sæt denne på køl, til den er kold og mere fast.
Af den kolde masse rulles kugler, som vendes i finthakkede peanuts. Sæt dem på køl en times tid før servering. Eller endnu bedre: Sæt dem i fryseren. Faktisk vil jeg anbefale, at man opbevarer dem på frost. Her får de en lækker, chewy konsistens uden at fryse til is.
Velbekomme!