Jordbærtærte med køkken-cred

Lækker jordbærtærte

Her i weekenden fik jeg lyst til at forkæle mine gæster med jordbærtærte. Jeg plejer at lave den om sommeren hjemme på Fyn, hvor jordbærrene er lokale, friskplukkede og smager helt fantastisk. Den kan vi ikke klare i april. Men i godt selskab med mazarinbund og vanillecreme går de udenlandske bær bestemt an.

Det kræver noget arbejde, men tærten er ikke svær at lave, så det er bare med at komme i gang. Det giver mere køkken-cred end at hente den hos bageren 😉

Lækker jordbærtærte

Det skal du bruge:

Mørdej
100 g koldt smør
200 g mel
1 spsk rørsukker
Et nip salt
1/2 æg
3 spsk koldt vand

Mazarin
250 g marcipan
100 g rørsukker
125 g blødt smør
2 æg
1 spsk mel

Vanillecreme
2,5 dl mælk
2,5 dl piskefløde
30 g Maizena
60 g rørsukker
30 g æggeblomme
3/4 tsk vanillepulver, f.eks. Urtekrams

75 g mørk chokolade
Jordbær, 1 – 1½ bakke
Ribsgelé

Sådan gør du:
Mørdejen er super nem at lave, hvis du har en blender eller foodprocessor. Kom mel og smørret, hakket i mindre stykker, i maskinen. Kør begge dele, til det er smuldret. Tilsæt så sukker, æg og vand og kør, til dejen har samlet sig til en ensartet masse. Den samles til en kugle og lægges i køleskabet en halv til en hel time, før den rulles ud i passende størrelse på et meldækket bord. Herefter lægges den i et smurt tærtefad, hvor den trykkes ned i formen og prikkes med en gaffel. Herved undgår du, at den hæver sig under bagningen.

For at gøre det endnu nemmere for dig selv kan du også bare købe en færdig mørdej.

Mazarinmasse:
Marcipan og sukker æltes godt sammen. Det bløde smør æltes også i, til det er arbejdet helt ud i marcipanen. Æg tilsættes, og til sidst blandes melet i. Kommes oven på mørdejen i tærteformen og glattes ud i et jævnt lag. Bages ved 200 grader i 20-25 minutter eller til den er gylden på toppen.

Mens kagen bager, laves vanillecremen. Et par skefulde af mælken, æggeblomme og Maizena røres sammen, til der ikke er nogen klumper. Sættes til side.
Den resterende mælk, fløde, rørsukker og vanillepulver kommes i en gryde og bringes i kog. Du kan selvfølgelig sagtens bruge almindeligt sukker, jeg foretrækker bare den uraffinerede version. Herefter hældes lidt af den varme væske i ægge-/maizenamassen fra før, og det blandes sammen, inden det kommer med op i gryden. Sluk for varmen, og rør godt rundt. Cremen hældes i en skål og dækkes med husholdningsfilm helt nede ved cremen. På den måde undgår du, at den danner skind – og nej, filmen smelter ikke;) Sættes på køl.

Når kagen er bagt og kølet lidt af, smeltes chokoladen over et vandbad og fordeles over den lune kage. Bagsiden af en spiseske er et glimragende redskab til formålet. Kagen kommer også en tur i køleskabet.

Når både creme og kage er kolde, røres cremen igennem og fordeles på mazarinbunden. Jordbærrene renses og skæres i halve og fordeles ovenpå cremen. Jeg synes, det bliver pænest, hvis man går systematisk til værks og starter med en ring yderst og bevæger sig indefter.

Ønskes den blanke gelé på toppen, smeltes ribsgeleen i en gryde – evt. med en smule vand i, så den bliver lidt tyndere. Den flydende gelé pensles på jordbærrene eller over hele kagen.

Velbekomme!

Jordbærtærte fra Katten og Sækken

logoKat

Leave a Reply