Paleo-klatter med chokolade og abrikoser

paleo-klatter

Inspireret af stenalderbrødet og paleo-bølgen har jeg fremtryllet disse ‘klatter.’ De er lige til at smide med i tasken, så man altid har et nærende mellemmåltid eller en sund snack med sig, når man er på farten. Alternativet er formentlig noget syndigt og svært sukkerholdigt fra 7-eleven, så hvorfor ikke være lidt forberedt?

Den anden dag røg der et par klatter ned til morgenmad, så der er jo ingen grænser for, hvad disse darlings kan bruges til;)

Jeg var åbenbart temmelig rundhåndet, da jeg stod og fyldte skålen med den ene gode ingrediens efter den anden. I hvert fald endte jeg med 32 klatter med denne portion. Klatterne kan sagtens fryses ned og tages op efter behov, men man kan jo også overveje at halvere mængderne.

Det skal du bruge:
100 g grofthakkede mandler
100 g grofthakkede valnødder
100 g hørfrø
100 g solsikkekerner
100 g gulerod, revet
50 g kokosmel
50 g tørrede abrikoser skåret i små tern
75 g mørk chokolade, hakket
2 spsk smeltet kokosolie
4 æg
¼ tsk vanillepulver
Et nip salt

Alle sagerne blandes sammen i en skål, sættes i mindre klatter på et par beklædte bageplader og bages ved 160 graders varmluft i 15-20 minutter.

Køles af og opbevares i køleskabet.

Paleo Snacks

Katten og Sækken

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.