De sidste to morgener har jeg stået i vaffeljernets damp og lavet ekstra lækker morgenmad. Og hvilket hit! Sprøde, varme gyldne vafler, der kan toppes med hvad end, man lyster.
De er hverken sunde, lowcarb eller noget som helst. Til gengæld er de velsmagende, og det at de indeholder øl gør dem dejligt sprøde.
For at samvittighedsbarometret ikke skulle være helt i bund, har jeg tilføjet grovvalsede havregryn og derved nogle kostfibre. Man mærker dog ikke noget til grynene, så dem kan man roligt smide i, selv hvis man skulle være fuldkornsforskrækket.
Sprøde vafler med hvedeøl, 6 stk.
– Rigeligt med morgenmad til to
Det skal du bruge:
50 g smør
100 g hvedemel
50 g grovvalsede havregryn
1 tsk bagepulver
2 spsk rørsukker
1/4 tsk salt
1/5 tsk vanillepulver
1 æg
1 dl øl
1,5 dl mælk
Smørret smeltes og sættes til side. Herefter røres de øvrige ingredienser sammen med en elpisker. Tilsæt også smørret, når det er kølet af.
Dejen stilles på køl en halv times tid.
Varm vaffeljernet godt op. Herefter steges vaflerne sprøde og gyldne i lidt smør. For at bevare sprødheden lægges vaflerne på en bagerist efterhånden, som de bages færdig.
Du kan servere vaflerne med alt muligt. F.eks. skåret frugt, skyr rørt op med vanille, flødeskum, peanutbutter, frysetørrede bær på toppen…
Velbekomme!