Dadelkonfekt med sprød chokoladetop

December. Måneden hvor søde sager indtages med lidt bedre samvittighed end resten af året – vi skal jo hygge os – og hvor blodsukkeret i samme ombæring stiger helt til træets grønne top 🌲. Jeg selv er en rigtig ‘juler’, så også her er der naturligvis frembragt juleguf til familien. Dog gider jeg ikke marcipankonfekten, så I stedet har vi guffet sprød karamel, lidt jødekager og så altså denne herlige dadelkonfekt, der er noget sundere men på ingen måde går ned på smag.

Sødmen fra dadlerne får fint modspil fra appelsinskal og kaffe, og så er konfekten altså fyldt med gode sager:

  • Fibre, der holder maven glad
  • Protein, der mætter og holder styr på blodsukkeret
  • Sunde fedtstoffer fra både olie og nødder, der ligeledes er blodsukkerstabiliserende

Bare se at komme i gang!

Det skal du bruge:

12 dadler, frigjort for sten (ca. 165 g)
2 spsk peanutbutter
2 store spsk kokosolie
1/2 dl hørfrø, kværnet
1/2 dl mandler, hakket
En lille håndfuld valnødder, hakket
Skallen af en økoappelsin, finthakkket
2 spsk saft fra appelsinen
1 tsk snabbkaffe, knust til pulver
1 spsk ærteproteinpulver(eller en anden slags)
Lidt havsalt

Top: God mørk chokolade

Hvis du er i besiddelse af en kraftig foodprossesor, bliver det her ingen sag. Alle sagerne – med undtagelse af hakkede nødder og chokoladen – kommes i maskinen og køres, til du har en ensartet masse. Herefter kan nødderne æltes i, så der stadig er godt med bid.

Os andre uden sådan en dejlig maskine (mon man på bedste Gertrud Sand-vis skulle ønske sig sådan en under juletræet i år?) klarer den dog også. De stenfri dadler smides op på et skærebræt – og nej, ikke det du plejer at skære løg på – og hakkes til en snasket masse. Herefter æltes den sammen med de øvrige ingredienser. Ikke chokoladen, dog.

Når det hele er æltet godt sammen, presses massen ned i en firkantet form/boks beklædt med bagepapir. Glat massen ud, så det ligger jævnt i et lag på 1-2 cm. Sættes i fryseren.

Når massen er kold og fast, smeltes chokoladen. Den fordeles ovenpå. Sæt så herligheden på frost igen. Og her opbevares den faktisk bare. Konfekten fryser ikke til is, men bevarer fastheden – du kan derfor skære den ønskede mængde direkte fra fryseren. Og sådan en iskold firkant med supersprød chokolade på toppen er altså pivfræk! 😉

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.