Chia-smoothie. Endnu en grund til at have de små nærende frø stående i skabet. Og så oven i købet en eksotisk variant, der leder tankerne mod varmere himmelstrøg på en halvgrå martsmorgen. Prøv den!
Det skal du bruge:
Halvdelen af en stor, moden mango
15 g kokosmel
1 dl skyr
1,5 dl mælk
1/4 dl citronsaft
20 g chiafrø
Evt. agavesirup og ekstra citronsaft
Frugtkødet fra mangoen og de øvrige ingredienser kommes i en blender og køres, indtil du har en cremet, ensartet smoothie. Ønskes en mere flydende konsistens, kan der skrues ned for chiafrøene eller op for væsken.
Smag til med agavesirup og/eller citronsaft, hvis den savner lidt sødme eller syre.
Velbekomme!